DAT i hverdagen

Hør kontaktperson Michala Wolf fortælle hvordan dialektisk adfærdsterapi indgår i hverdagen

Michala Wolf arbejder på Thorupgårdens 3. sal, og er uddannet i dialektisk adfærdsterapi. Her ud over er Michala kontaktperson for beboere som kæmper med bla. Borderline symptomer.

Dialektisk adfærdsterapi er først og fremmest udviklet til mennesker med symptomer for Borderline (emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse), og er sidenhen benyttet i stigende grad til andre også. Herunder i forbindelse med spiseforstyrrelser, stofmisbrug og angst-lidelser.

Michala oplever at uddannelsen i DAT har givet hende et mere nuanceret billede af mennesker, som lever på kanten; "For mig har DAT-uddannelsen betydet, at jeg har fået en større forståelse, viden og et mere nuanceret syn på mennesker, som er styret af sine følelser og oplever dem som oversvømmelser".

I hverdagen inddrager Michala ofte kædeanalyser, gode råd til reducering af sårbarhed, håndtering af overvældende tanker - og hjælper beboerne med at identificere sine primære og sekundære følelser.

"Det handler dybest set også om at acceptere, at helvedet findes for at finde vejen ud. At kunne være i følelseshelvedet indtil nye færdigheder og muligheder for reaktioner opbygges".

Michala har gennemført DAT-grupper i Center Nørrebro, med gode resultater.